"Alfred kan du så vågne op klokken er 8"
Typisk mig, Jeg var stadig inde på mit værelse, selvom min mor havde råbt af mig 4 gange, Jamen Hej mit navn er Alfred, Alfred Coleman. Jeg har grønne øjne og er vildt tynd. Jeg er en meget en stille type, alle siger jeg er genert, men det synes jeg ikke. Jeg er ikke ligefrem den klogeste, da jeg ikke gider at gå i skole. For fjerde gang stod jeg op af sengen. Jeg tog noget tøj på og derefter gik jeg ned af trapperne og varmet nogle Boller. Ja, min lillesøster Sofie var det stadig. seriøst jeg hader hende overalt på jorden d. 12. August gik min verden under, fordi Sofie blev født. Sofie har lyst Hår, små brune øjne og selvfølgelig irriterende. Jeg tog min taske og løb ned til skolen. Jeg var ikke ligefrem den populæreste på skolen. Mine bedste venner/veninder er Benjamin og Nadia, det har vi været i snart 6 år og vi har været venner/veninder lige siden børnehaven. Jeg har ikke kendt Christoffer og Isabella i ikke så lang tid. Jeg kom en halv time for sent og fik eftersidning igen igen, sammen med mine bedste venner. Typisk! Den lærer vi havde, var altid så sur. Uden hun lagde mærke til det, skred vi. Ja, jeg smuttede. Min mor sagde bare" Hvorfor? Hvorfor? får mit barn altid eftersidning" Jeg blev lidt ked af det og vil ønske jeg kunne blive en normal dreng. Senere på aften, da klokken var omkring 19:28, bibbede min mobil. Jeg sad og så en helt vildt spændende film! Men alligevel - burde jeg tage den? Men nej lige meget. Lidt efter sagde min mor "Du skal i seng klokken er otte" hun kiggede på sit ur, og så ud som om jeg bare skulle i seng NU. Jeg gik ud på badeværelset, børstede mine tænder, gik ind seng, og tog mit nattøj på.. håbede på en fantastisk dag i morgen. Men i det siger mor "Godnat".. Tankerne flyver væk og jeg siger "godnat".. Jeg lægger og kan ikke falde i søvn, kan høre far snorke HELE tiden. Jeg falder i søvn, vågner næste morgen ser hvad klokken er "HVAD DEN ER 10:00!" Jeg farer op, ser der hænger en seddel på køleskabet, der står: "JEG VED HVAD DU HEDDER, JEG VED DIT NUMMER. HVIS DU FORTÆLLER NOGEN OM VORES LILLE HEMMELIGHED SÅ DRÆBER JEG DIG DUKSEDRENG!"Og der lægger en kniv på bordet! Jeg kunne mærke mine ben rystede og mit hjerte banke. Jeg gik langsomt over mod køleskabet, og rev sedlen af med et hurtigt tag Jeg havde aldrig blevet så bange i mit liv før, Jeg stod helt stille som en statue. Sofie kom ned af trapperne og smilte hun råbte" GIV MIG NOGET" Jeg kiggede på hende og spurgte " ved du hvem der har skrevet det" Hun sagde " Ehm.... ”Nej storebror". Noget mørk støv kom frem imod mig. Jeg bukkede mig langsomt ned og løb hen på værelset. Jeg tog min mobil og skrev "Benjamin kan du ikke komme her hen med Nadia" BANK BANK lyd det fra døren. Jeg åbnede den, men der var ingen lidt efter kom lyden igen jeg åbnede den og det var Nadia og Benjamin Vi gik ind På mit værelse og jeg sagde " Venner i skal vide en ting, Ja Der stod en seddel på køleskabet jeg fortalte langsomt, hvad der stod på sedlen. Deres ansigtsudtryk ændrede sig fra glad til bange, Nadia begyndte at ryste lidt. På et sekund var det som om hele rummet var fyldt med spøgelser, ånder.. Ting var unaturlige. Benjamin kiggede med et stift blik over mod mig. "Det er seriøst det her!" jeg grinede lidt, men prøvede at skjule det. Det lød sjovt. Jeg mumlede lidt tilbage igen og kiggede på Nadia. Nadia kiggede tilbage. Hun sagde "Er du nu sikker" Vrhhh Vrhhh Jeg tog min mobil og så det var privat nummer. Der stod "Er du virkelig klar Duksedreng. I nat kommer dit største mareridt, Taber!". Jeg kiggede på Nadia og Benjamin. Jeg rystede så meget, Benjamin sagde "Nadia skal vi ikke smutte" Nadia sagde bare "Okay". Jeg sagde bare "Går I bare?" Jeg fik intet svar og var ret skuffet, men min mor kom ud af døren og råbte "Alfred, er du hjemme" Jeg svarede "Ja mor" hun spurgte "Har du hentet Sofie?". Jeg havde helt glemt at hente Sofie, jeg løb ud af døren og hen til børnehaven Lynghuset, hvor Sofie gik, ja hun legede med hendes bedste veninde Jasmine. Bagefter tog mig og Sofie hjem, min mor havde lavet burgere. Jeg gik bare ind på værelset var nemlig ikke sulten. Jeg tog computeren og skrev med Nadia. Jeg Skrev "Nadia Tak for lort!" Nadia skrev "Tag dig sammen". Jeg svarede "troede du var min bedste ven". Lige pludselig slukkede lyset og tændte. Jeg blev lidt bange, men Jeg gik bare ned til stuen ingen var hjemme. Hvor er min mor? Stille kom nogle lyde det kom tættere og tættere. Lige pludselig stod det foran mig, Jeg talte til mig Selv "Hvad er det?" Jeg gik tilbage, men alligevel fulgte det efter mig. Den havde de største røde øjne. Jeg vidste stadig ikke, hvad det var? Det lignede lidt et menneske! Men det er bare mig sikkert! Den sagde til mig "Jeg har ventet på dig Duksedreng. Jeg sagde det jo! De store vinger. Det store hoved, dens klamme ansigt angreb mig. Hun sagde til mig "Nu er du ikke et Menneske mere".
Jeg var nu ikke mig selv mere, jeg var lige som hende.......
Typisk mig, Jeg var stadig inde på mit værelse, selvom min mor havde råbt af mig 4 gange, Jamen Hej mit navn er Alfred, Alfred Coleman. Jeg har grønne øjne og er vildt tynd. Jeg er en meget en stille type, alle siger jeg er genert, men det synes jeg ikke. Jeg er ikke ligefrem den klogeste, da jeg ikke gider at gå i skole. For fjerde gang stod jeg op af sengen. Jeg tog noget tøj på og derefter gik jeg ned af trapperne og varmet nogle Boller. Ja, min lillesøster Sofie var det stadig. seriøst jeg hader hende overalt på jorden d. 12. August gik min verden under, fordi Sofie blev født. Sofie har lyst Hår, små brune øjne og selvfølgelig irriterende. Jeg tog min taske og løb ned til skolen. Jeg var ikke ligefrem den populæreste på skolen. Mine bedste venner/veninder er Benjamin og Nadia, det har vi været i snart 6 år og vi har været venner/veninder lige siden børnehaven. Jeg har ikke kendt Christoffer og Isabella i ikke så lang tid. Jeg kom en halv time for sent og fik eftersidning igen igen, sammen med mine bedste venner. Typisk! Den lærer vi havde, var altid så sur. Uden hun lagde mærke til det, skred vi. Ja, jeg smuttede. Min mor sagde bare" Hvorfor? Hvorfor? får mit barn altid eftersidning" Jeg blev lidt ked af det og vil ønske jeg kunne blive en normal dreng. Senere på aften, da klokken var omkring 19:28, bibbede min mobil. Jeg sad og så en helt vildt spændende film! Men alligevel - burde jeg tage den? Men nej lige meget. Lidt efter sagde min mor "Du skal i seng klokken er otte" hun kiggede på sit ur, og så ud som om jeg bare skulle i seng NU. Jeg gik ud på badeværelset, børstede mine tænder, gik ind seng, og tog mit nattøj på.. håbede på en fantastisk dag i morgen. Men i det siger mor "Godnat".. Tankerne flyver væk og jeg siger "godnat".. Jeg lægger og kan ikke falde i søvn, kan høre far snorke HELE tiden. Jeg falder i søvn, vågner næste morgen ser hvad klokken er "HVAD DEN ER 10:00!" Jeg farer op, ser der hænger en seddel på køleskabet, der står: "JEG VED HVAD DU HEDDER, JEG VED DIT NUMMER. HVIS DU FORTÆLLER NOGEN OM VORES LILLE HEMMELIGHED SÅ DRÆBER JEG DIG DUKSEDRENG!"Og der lægger en kniv på bordet! Jeg kunne mærke mine ben rystede og mit hjerte banke. Jeg gik langsomt over mod køleskabet, og rev sedlen af med et hurtigt tag Jeg havde aldrig blevet så bange i mit liv før, Jeg stod helt stille som en statue. Sofie kom ned af trapperne og smilte hun råbte" GIV MIG NOGET" Jeg kiggede på hende og spurgte " ved du hvem der har skrevet det" Hun sagde " Ehm.... ”Nej storebror". Noget mørk støv kom frem imod mig. Jeg bukkede mig langsomt ned og løb hen på værelset. Jeg tog min mobil og skrev "Benjamin kan du ikke komme her hen med Nadia" BANK BANK lyd det fra døren. Jeg åbnede den, men der var ingen lidt efter kom lyden igen jeg åbnede den og det var Nadia og Benjamin Vi gik ind På mit værelse og jeg sagde " Venner i skal vide en ting, Ja Der stod en seddel på køleskabet jeg fortalte langsomt, hvad der stod på sedlen. Deres ansigtsudtryk ændrede sig fra glad til bange, Nadia begyndte at ryste lidt. På et sekund var det som om hele rummet var fyldt med spøgelser, ånder.. Ting var unaturlige. Benjamin kiggede med et stift blik over mod mig. "Det er seriøst det her!" jeg grinede lidt, men prøvede at skjule det. Det lød sjovt. Jeg mumlede lidt tilbage igen og kiggede på Nadia. Nadia kiggede tilbage. Hun sagde "Er du nu sikker" Vrhhh Vrhhh Jeg tog min mobil og så det var privat nummer. Der stod "Er du virkelig klar Duksedreng. I nat kommer dit største mareridt, Taber!". Jeg kiggede på Nadia og Benjamin. Jeg rystede så meget, Benjamin sagde "Nadia skal vi ikke smutte" Nadia sagde bare "Okay". Jeg sagde bare "Går I bare?" Jeg fik intet svar og var ret skuffet, men min mor kom ud af døren og råbte "Alfred, er du hjemme" Jeg svarede "Ja mor" hun spurgte "Har du hentet Sofie?". Jeg havde helt glemt at hente Sofie, jeg løb ud af døren og hen til børnehaven Lynghuset, hvor Sofie gik, ja hun legede med hendes bedste veninde Jasmine. Bagefter tog mig og Sofie hjem, min mor havde lavet burgere. Jeg gik bare ind på værelset var nemlig ikke sulten. Jeg tog computeren og skrev med Nadia. Jeg Skrev "Nadia Tak for lort!" Nadia skrev "Tag dig sammen". Jeg svarede "troede du var min bedste ven". Lige pludselig slukkede lyset og tændte. Jeg blev lidt bange, men Jeg gik bare ned til stuen ingen var hjemme. Hvor er min mor? Stille kom nogle lyde det kom tættere og tættere. Lige pludselig stod det foran mig, Jeg talte til mig Selv "Hvad er det?" Jeg gik tilbage, men alligevel fulgte det efter mig. Den havde de største røde øjne. Jeg vidste stadig ikke, hvad det var? Det lignede lidt et menneske! Men det er bare mig sikkert! Den sagde til mig "Jeg har ventet på dig Duksedreng. Jeg sagde det jo! De store vinger. Det store hoved, dens klamme ansigt angreb mig. Hun sagde til mig "Nu er du ikke et Menneske mere".
Jeg var nu ikke mig selv mere, jeg var lige som hende.......
"Du Befinder dig ikke mere i den trygge verden, Du er ikke et Menneske som du Plejet at Være Du er nu en Varulv, Velkommen til dit nye Liv Alfred!"
Jeg var nu ikke mig selv mere jeg var ligesom hende! Jeg vidste slet ikke mit liv skulle blive Sådan her. Det her er ikke mig!, Jeg vil Blive den gamle Alfred igen, Selvom Mine Karakter var Dårlige og Jeg ikke vil ha en god Uddannelse Men Jeg er ligeglad med det!, Jeg kan ikke finde På at tage et anden Menneskes Liv Jeg Sagde til mig selv " Hvorfor Lige mig" Hun Kiggede Underligt ved mig" Hun sagde til mig " Du Skal blive Lykkelig for den du er nu!" Hellere og Lykke I fremtiden..... Hun Fløj sin vej. Tanken om At Være en Varulv er her Stadig....
Den er god. måske mangler du lidt mere information om alfreds udseende.:-)
SvarSletden er også lidt kort men jeg ved jo ikke om der var et specielt antal sider i skulle skrive.